Arlas Unika initiativ er godt beskrevet i et par Youtube videoer, "Verdens bedste ost skal laves i Brabrand" og "Arla satser på gourmetoste på Tistrup Mejeri".
Det er med en vis skepsis, man investerer 59,95 kr. i 225 gram Unika ost fra Arla. Arla har trods alt om nogen været førende herhjemme, når det gælder industrielt fremstillet, billig og identitetsløs ost.
Men reklametrommerne har virket, og Gammel Knas fra Arlas Unika-serie ryger i kurven med de øvrige varer købt til weekenden i den lokale Kvickly.
Gammel Knas er ifølge indpakningen "en nyfortolkning af den klassiske Havartiost". Osten har da også massevis af de små huller, der normalt karakteriserer nutidige oste af havartitypen.
Efter at osten er sluppet fri af sit fængsel får den lov til at hvile sig på bordet et par timer. Fjender af ost vil bemærke, at osten ikke giver lugt fra sig i nævneværdigt omfang - man kan altså godt have den i madpakken eller stående på bordet, selvom der er ostehysteri i omgangskredsen. Går man tæt på, fornemmer man dog en sødlig, pikant og behagelig mælkelugt.
Nu er tiden så kommet til at smage osten, og da fruen i huset heller ikke har kunnet styre sin nysgerrighed, er den fælles forventning stor!
Osten er med spiselig skorpe, så på den led er der dog lidt smæk for skillingen. Skæret er rent, men med den samme tendens til at brække af i stykker, som man kender fra oste af parmesantypen. Konsistensen er dog som en mellemting mellem parmesan og alm. dansk skæreost. Ikke hård, ikke blød.
Og det vigtigste: Smagen!?
Den er helt fantastisk! Sjældent har jeg da smagt så god en ost! Og fruen er enig!
I samme øjeblik osten kommer i munden overvældes man af en let skarphed og syrlighed, der får mundvandet til at springe frem. Længere inde i smagsoplevelsen kommer fedmen (55%, 36% i udgang) klart til udtryk. De mange små proteinkrystaller bidrager til smagsoplevelsen og afslører den relativt lange modningstid (2 år), og de er samtidigt med til at understrege lighederne med parmesanost.
Men Gammel Knas er dog noget helt andet. Hvor parmesanost (i det mindste Parmigiano Reggiano) er hård og relativt skarp i smagen, har Gammel Knas konsistens, smag og fedme mere i retning af en godt modnet cheddar.
På trods af de ligheder med andre oste, man kan føle sig fristet til at tage sin tilflugt til, når man skal beskrive Gammel Knas, så må man indrømme, at osten dog er helt sin egen.
På den måde lever osten fint op til kriterierne for Arlas Unika serie - unikke oste, med "smagskombinationer du aldrig før har smagt - og traditionelle opskrifter fortolket på nye måder" (fra Arlas side om Unika serien) og med "en mild balance mellem det søde, det fede, det syrlige og de knasende sprøde proteinkrystaller".
Arla har valgt at lade de enkelte oste i Unika serien fremstille på mindre egnsmejerier. Gammel Knas er således lavet på Nr. Vium Mejeri i Videbæk i Vestjylland. Lokal produktion gør vejen fra mælk til ost kortere og er i bedste fald med til at give det særlige egnsspecifikke præg, som madsnobbe sammenfatter under det franske begreb "terroir", og som især kendes fra vinbranchen.
Og prisen på de 59,95 for 225 gram ost, dvs. 266,50 pr. kg? Ja - det er nok i overkanten, hvis man sammenligner med kilopriser for f.eks. sydlandske specialoste. En 24-måneders Parmigiano på 1 kg. får man til ca. 146 kr. (ex. transport) på en dansk netbutik, så det må kunne gøres billigere, idet Parmigiano også i høj grad er en håndværksost. Men Arla har antageligt valgt den kloge prissætningspolitik at teste den optimale markedspris fra oven og nedefter, ligesom man så med Carlsbergs Semper Ardens serie i begyndelsen af dette årtusind. Da kostede en Semper Ardens helflaske typisk en 50-60 kroner. Nu får man den på tilbud for 25.
Så lad os håbe, at den samme tendens vil ses med Arlas Unika oste.
Men en vigtig forudsætning er jo, at der faktisk er kunder i butikken. Så kom ud af røret - smag på osten! Vær med til at løfte dansk osteproduktion til nye højder og gør dig selv den tjeneste at stifte bekendtskab med Gammel Knas, hvis den falder på din vej!
På Arlas Unika side føres der en liste over de butikker, der aktuelt forhandler Unika-oste.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar